KDI søger to deltagere til forskellige roller i de kommunale referencegrupper

KDI søger to kommunale specialister med bred forståelse for kommunale behov og udfordringer med indsigt i enten drift og forvaltning, eller arkitektur og udvikling

Kommunernes Data og Infrastruktur (KDI) søger to deltagere til forskellige roller i de kommunale referencegrupper. 

Referencegruppemedlem til Drift- og Forvaltningsgruppen:

Kommunernes Data og Infrastruktur (KDI) søger et nyt medlem til at tage del i referencegruppen for Drift og Forvaltning - måske er det dig?

Referencegruppen for Drift og Forvaltnings fornemmeste opgave er, at identificere og indstille mulige aktiviteter, som kan øge gevinstrealiseringen af infrastrukturen.Vi forestiller os, du er driftschef, it-arkitekt eller digitaliseringskonsulent med viden inden for drift i praksis.

Gruppen bidrager med det kommunale perspektiv og kvalificerer problemstillinger i samarbejde med KOMBIT. Det hele bliver udført med et helhedsperspektiv på anvendelse, udvikling og udbredelse af den fælleskommunale infrastruktur, og ud fra en drift- og forvaltningsmæssig tilgang.

Som medlem i referencegruppen får du en masse viden og indsigt i infrastrukturen, samt muligheden for at netværke med kolleger i andre kommuner med samme fokus og interesse.

Ikke mindst er du med til at sikre, at KOMBITs initiativer er praksisnære og kommunikeres på en måde, som gør en forskel for kommunerne.

Referencegruppemedlem til Arkitektur- og Udviklingsgruppen:

Kommunernes Data og Infrastruktur (KDI) leder efter en kommunal ildsjæl, som har modet og kompetencerne til at bidrage med kommunal indsigt og sparring i forbindelse med videreudvikling af den fælleskommunale infrastruktur.

Har du en bred forståelse for den kommunale systemporteføljes samspil med den fælleskommunale infrastruktur, og kan du gennemskue kommunale behov og udfordringer (forvaltningsmæssige såvel som tekniske), så er du måske vores næste referencegruppemedlem.

Du kan være fx It-arkitekt eller digitaliserings-konsulent med stærke arkitektur- og tekniske kompetencer samt indblik i kommunernes systemporteføljer.

Referencegruppen for Arkitektur og Udvikling arbejder løbende med problemstillinger relateret til den fælleskommunale infrastruktur. Referencegruppen har blandt andet arbejdet med RPA (Robotic process automation), fremtidens infrastruktur og har for nylig fået godkendelse af indstillingen om en fælleskommunal revisionslogkomponent.

Som medlem af gruppen er du med til at bringe vigtige budskaber i spil, som er med til at kvalitetssikre fremtidens infrastruktur.

Bred repræsentation af medlemmer

Fælles for deltagelse i grupperne er, at man som medlem skal kunne se værdien i arbejdet med den fælleskommunale infrastruktur anvendelse til at understøtte den kommunale forretning. Dette både i den enkelte kommune, på tværs af kommunale fagområder og tværkommunalt/-offentligt.

Det er en prioritet, at referencegrupperne, repræsenterer den danske geografi. Du kan via linket her se, hvordan de nuværende repræsentanter fordeler sig i dag og læse mere om governancestrukturen, opgaver, ansvar og mandat.

Deltagelse

Referencegrupperne mødes ca. fire gange årligt. Møderne er både virtuelle og med fysisk fremmøde. Forud for møderne skal medlemmerne afsætte tid til forberedelse. Der kan også være brug for, at medlemmerne analyserer, afdækker og kommer med input til konkrete problemstillinger mellem møderne.

Slutteligt kan der være behov for medlemmernes deltagelse i større arrangementer, hvor referencegrupperne holder oplæg, deler viden og erfaringer og repræsenterer gruppernes arbejde med den fælleskommunale infrastruktur.

Ansøgning

Kunne det være interessant for dig eller en kollega at deltage, modtager vi gerne en motiveret ansøgning senest den 29. september 2023. Ansøgningen skal ske via dette link

I ansøgningen ser vi dig gerne svare på følgende:

din motivation for at deltage
hvad du forventer at opnå ved at deltage i referencegruppen
hvad du bidrager med til referencegruppen
din kommunes ambitioner og aktuelle arbejde med den fælleskommunale infrastruktur relateret til referencegruppen

Har du spørgsmål skriv til KDIsekretariat@kombit.dk. Vi glæder os til at høre fra dig!

 

Kontakt

Konsulent / Kommunikationskonsulent
9354 4512